Den stort anlagte Københavner-premiere på Andreas Bos nye soloshow Plagiat i aften er aflyst, fordi komikerens stemme er røget sig en tur.
- Det er meget beklageligt, men Andreas Bo kan ikke stille op på grund af sygdom, meddeler Have PR, der står for udsendelse af invitationerne til Bremen i København, hvor showet skulle have fundet sted.
Andreas Bo aflyste også gårsdagens forpremiere. Ud over sjove indslag indeholder showet en række sangnumre, og de har tilsyneladende belastet stemmebåndet voldsomt. Speciallæger er nu i gang med en behandling, så han hurtigst muligt kan blive klar igen.