Tårerne fik frit løb, da dronning Margrethe fulgte sin gode veninde, tidligere hofdame Anita Garth-Grüners blomster-smykkede kiste fra bisættelsen i Tibirke Kirke ud til den ventende rustvogn. Hun var helt ude af sig selv og så fortvivlet, at hun græd åbenlyst, og man har aldrig set Dronningen så opløst af sorg.
Anita Garth-Grüners venskab med Dronningen begyndte, før Majestæten i 1981 spurgte hende, om hun ville være hendes hofdame.
– Det var et arbejde, der betød meget for mor, men venskabet betød mest, sagde den tidligere hofdames datter, Beatrice van Hauen, i sin hjertegribende sidste tale til sin mor, som oplevede så megen sorg i sit liv.
Ordene tro, håb og kærlighed gik igen i både præsten og datterens tale, og Beatrice van Hauen gav udtryk for, at den sorg, man oplever, er diagonal med den kærlighed, man havde til den, man har mistet.
– Men du var sej og havde viljestyrke. Du kæmpede bravt og inderligt for at opretholde håbet trods savn, sagde Beatrice van Hauen til sin mor, som mistede sin eneste søn, da han kun var 13 år gammel, og sin første mand, bagermester Leo Mac van Hauen, i 1991 efter 31 års ægteskab.
Hofdamen var alene i seks år, før hun fandt sammen med Kammerherre, hofjægermester Torben Garth-Grüner og med datterens ord blev glad igen fra den ene dag til den anden. Parret blev gift i 2000, og året efter bad hofdamen, som blev 77 år, Dronningen om at blive fritaget for jobbet, så hun helt og holdent kunne hellige sig sin mand og familien.