Det gik galt for Green Days forsanger, Billie Joe Armstrong, i september, da han blev helt ustyrlig (mere end sædvanlig) på scenen i Las Vegas, hvor han bandede løs og smadrede en guitar. Han røg ind på en afvænningsklinik, og nu har bandets pladeselskabs chef bekræftet, at Billie Joe skal blive på klinikken et godt stykke tid.
- Han skal være under lægeligt opsyn i et godt stykke tid, indtil han er clean. Lægerne evaluerer stadig. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg ikke ved, om vi ser ham før eller efter jul, siger han til Rolling Stone Magazine.
Op indtil episoden i Las Vegas havde vennerne været bekymrede for Billie Joe Armstrong i et godt stykke tid.
- Billie Joe har været utilregnelig i lang tid. Det er meget længe siden, at han burde have fået seriøs hjælp, lyder det fra en ven.