Kongen af reality, Gustav Andersen Salinas, har ikke meget tilovers for kronprins Frederiks kritik af reality i MetroXpress. I sin leder skriver Kronprinsen:
„Når man tager et hurtigt kig på sendefladen på en god dansk tv-uge, falder man efterhånden over flere og flere „reality-programmer“. Målgruppen er de unge, fortællingen er enkel: Det handler om at være kendt. Ikke så meget for det, man er dygtig til eller har arbejdet hårdt for og dedikeret med igennem flere år for at opnå. Mere for det skæve, det enfoldige og til tider absurde eller ganske enkelt blot det at være kendt for at være kendt.“
– Jeg knokler da også r… ud af bukserne med tv-optagelser rundt i hele verden, og ingen kommer sovende til at lave reality-tv. Jeg er ikke født med en guldske i munden og det halve kongerige. Kronprinsen er jo selv en, der „bare“ er kendt for at være rig og for at være kronprins. Jeg har et stort talent for at underholde på tv, jeg får folk i godt humør, og jeg har mange fans, der skriver til mig. Og så har jeg ikke problemer med at få job og tjene penge. Jeg har en udstråling, der trænger igennem på tv, og det er der mange, der er vilde med. Der er mange sportsstjerner, som er dygtige til deres sport, men der er jo også mange fodboldspillere, som ikke er særlige talentfulde ud over at kunne sparke til en fodbold. Det skal man da ikke være professor for at kunne gøre, konstaterer Gustav, der lige nu er i gang med tv-optagelserne til et nyt reality-program, som bliver sendt til efteråret.