Nyheder
Janni Spies håber det bedste for sin datter, og er sikker på, at Michala selv ved, hvad og hvem der er bedst for hende
Da Janni Spies som 20-årig blev forlovet med den 61-årige Simon Spies, var der en del, der rynkede på næsen. Den store aldersforskel, Simons forbrug af morgenbolledamer og hans flamboyante måde at leve på var ikke just en svigermors drøm. Men den unge pige fra Herlev valgte som bekendt at følge sit hjerte og giftede sig med Danmarks rejsekonge. Med sine forældres velsignelse.
Den tolerance og åbenhed har Janni valgt at videreføre i opdragelsen af sine to børn, og hun forsikrer, at datteren, Michala, ikke skal være bange for at komme hjem med en kontroversiel kæreste.
– Jeg vil gøre ligesom mine egne forældre. De har aldrig nogensinde dømt, hvad jeg skulle. De har haft tillid til mit valg, og det har jeg også til min datter. Som forældre må du stole på, at de i deres hjerter kan mærke, hvad der er rigtigt. Og jeg er da den sidste, der skal fortælle hende, hvem der er rigtig at være sammen med, sagde Janni, da hun i torsdags var til reception for den meget spændende bog Simon Spies – Solkongens Liv Og Tid.
I den fortæller Janni for første gang om sit ægteskab med Simon Spies, som efter blot 11 måneder endte med, at rejsekongen døde af leversvigt.
– Simon var helt klart mit livs kærlighed på det tidspunkt. Ellers havde jeg aldrig sagt ja til at gifte mig med ham. For mig er det meget stort at sige ja til ægteskabet, fortalte Janni, der siden blev gift med – og skilt fra – erhvervsmanden Christian Kjær.
– Man kan godt have flere kærligheder i sit liv. Tænk, hvis jeg havde stået som 21-årig og tænkt, at nu er der ikke mere kærlighed til mig, sagde Janni, der stadig knap fire år efter skilsmissen nyder at være alene og fri.