Der gik et drag af smerte over Marys smukke, udtryksfulde ansigt, mens hun på krisecentret Cidinha Kopcak i Sao Paulo sad og lyttede til den 44-årige Monicas rædselsberetning om et ægteskab præget af både fysisk og psykisk vold gennem mange år.
Tørre tæsk hørte til dagens orden, og som mor til syv små børn kunne Monica ikke se en vej ud af det helvede, hun stod midt i, før hun tilfældigt læste om Cidinha Kopcak-centret, der nu i knap ti år har kæmpet for at hjælpe kvinder til et liv uden vold. Man kunne høre en knappenål falde til jorden i centrets samlingssal, da Monica satte ord på sin smerte, og Mary stirrede ufravendt på hende og lyste op i et stort anerkendende smil, da Monica fortalte, at det var lykkedes hende at bryde den onde cirkel og få et godt liv.
– Nu kan jeg tage vare på mig selv. Jeg er ved at tage en uddannelse som socialhjælper, og jeg er lykkelig. Jeg ved, jeg er en vinder, og jeg vil have, at flere og flere kvinder bliver som mig, sagde Monica og fik blanke øjne af bevægelse, da hun så kronprinsesse Mary række hånden frem mod hende og lægge den i hendes hænder.
Mary Fonden, som Kronprinsessen er formand for og initiativtager til, beskæftiger sig også med vold i hjemmet. Gennem Råd Til Livet kan kvinder få økonomisk, juridisk og psykologisk støtte til at komme ud af et voldeligt forhold, og Mary frydede sig over, at de brasilianske kvinder nu også har et sted at gå hen, hvor de kan få tilsvarende hjælp.
– Vold er aldrig acceptabel, fastslog Kronprinsessen og knugede Monicas hånd.
– Jeg synes, de kvinder, der er klar til at fortælle om deres forhold, ofte er meget åbne, fordi de ved, det kan gøre en forskel for andre kvinder. Når man sætter et ansigt på volden, er det sommetider meget lettere at forstå, hvordan man kan være med til at bekæmpe den, erklærede Mary.
De ansatte på centret og kvinder, der kommer for at hjælp, flokkedes om Mary.
