På mandag den 15. oktober fylder prins Christian syv år. Dagen falder i skolernes efterårsferie, og Kronprinsparret holder efter alt at dømme også fri, så de efter en meget travl og hektisk periode med mange rejser kan være sammen med deres fire poder og fejre Christian, hvad enten de vælger at blive hjemme eller tage op til jagthytten i Trend, som de så ofte har gjort, når de vil være sig selv.
Prins Christian skulle være en meget videbegærlig dreng, som synes, det er sjovt og spændende at gå i skole. Og mon ikke han er glad om morgenen, når han putter bøgerne og madkassen i skoletasken og drager af sted? Christian bliver kørt i skole af enten sin mor eller far, men han er også set tage turen på de knap ni kilometer fra Amalienborg til Hellerup på cykel sammen med Kronprinsen.
Fødselsdagsbarnet må siges at være en harmonisk dreng, en sød storebror og en festlig fætter. Christian hviler i sig selv, og han er helt sin egen.